Jeg startede med at gå på jagt som 12-årig i 1947. Det var ganske vist
4 år for tidligt, idet man også dengang skulle være fyldt 16 år for at kunne løse jagttegn.

Afslutningen på 2. verdenskrig havde medført, at man i Sønderjylland i næsten en hvilken som helst vejgrøft kunne samle alle de våben og al den ammunition op, man havde lyst til. Vi børn var derfor vænnet til at omgås våben som noget helt naturligt og dagligdags. Alle raske drenge havde en 9 mm Parabellum pistol, en maskinpistol eller i det mindste en riffel.

Min fader, der havde deltaget i 1. verdenskrig som tysk soldat ved Østfronten, afskyede alt, hvad der kunne forbindes med krig, og dette gjaldt naturligvis også våben af en hvilken som helst slags.

Da 2. verdenskrig sluttede, omstilledes de tyske fabrikker, som hidtil havde produceret våben til Wehrmacht, til civil produktion, og da mauserlåsen var en del af krigsproduktionen, var det åbenbart nærliggende at forsøge dette system overført til jagtvåben.

Systemet er fuldstændigt dominerende på rifler, men dengang skulle det altså også forsøges anvendt til haglvåben.

På én eller anden uransagelig måde fik min fader i 1947 den idé, at han ville til at gå på jagt. Han købte derfor én af disse underlige, enkeltløbede haglbøsser kaliber 12 med mauserlås. Disse haglbøsser viste sig senere at være aldeles livsfarlige, fordi de anvendte materialer ikke havde den fornødne styrke, ligesom også konstruktionen viste sig at være uhensigtsmæssig, men det vidste vi jo ikke noget om. Min fader opgav ret hurtigt tanken om at gå på jagt, men da både min ældre broder og jeg var interesserede i jagt, blev haglbøssen i familien. Og jeg husker stadig mit første skud med dette våben. Jeg var vant til at skyde gråspurve med luftbøsse, og selvom min broder sagde til mig, at jeg skulle holde bøssen fast til skulderen, kastede jeg bøssen helt nonchalant til skulderen og trykkede af, akkurat som hvis jeg havde afskudt luftbøssen. Det gav lidt senere en meget øm skulder og kæbe, men lige straks resulterede det i, at jeg simpelthen blev væltet bagover - uheldigvis over i et elektrisk hegn, der gav mig adskillige stød, førend jeg fik samlet mig så meget sammen, at jeg kunne lade være med at holde krampagtigt fast i det. Min broder grinede selvfølgelig godt og længe - vel i håbet om, at han nu kunne have bøssen for sig selv - men så let var jeg nu ikke at slå ud. Jeg trampede troligt af sted en gang eller to om ugen i jagtsæsonen på de godt 170 tdr. land, der hørte til præstegården. Og jeg skød vel også i gennemsnit et par harer og et par gråænder om året. De mange agerhøns, som vi havde dengang, var jeg ikke i stand til at ramme - jeg kan i hvert fald ikke mindes, at jeg skød nogen agerhøns dengang.

Så snart jeg fyldte 16 år, løste jeg jagttegn - det kostede 2,00 kroner om året - og meldte mig i 1953 ind i Dansk Jagtforening - det skulle jo gå rigtigt til. Jeg var så medlem af Dansk Jagtforening i næsten 30 år, hvorefter jeg flyttede over i Landsjagtforeningen af 1923.

Så snart jeg havde jagttegn, købte jeg en "jagtriffel". Det var en US-karabin - et specielt lille og let halvautomatisk våben, som amerikanske faldskærmssoldater blev udstyret med under krigen. Karabinen havde et magasin med 25 skud, og jeg kan den dag i dag ikke forstå, at man på noget tidspunkt har kunnet komme i tanke om at give tilladelse til, at et sådant våben blev brugt til jagt. Karabinen egnede sig ikke til jagt, så efter et par års forløb skilte jeg mig af med den.

Der kom en periode, hvor jeg kun var på jagt 2 - 3 gange om året, fordi jeg simpelthen ikke havde tid til mere. Da jeg fik en smule mere tid til min rådighed, lejede jeg nogle jagtarealer i Syd- og Sønderjylland, og disse arealer brugte jeg hovedsageligt til "skovture" med barnebarn Nicolaj, der var 4 år, da han startede med at gå på jagt sammen med mig. Nicolaj ville gerne med på jagt, og jeg elskede at have ham med.

Disse ture gik hovedsageligt ud på at sidde i et hegn med hver sin madpakke og drikke sin medbragte henholdsvis kaffe og saftevand, og så ellers bare nyde naturen og hinandens selskab. Nicolaj viste mig naturen på ny. Jeg havde helt glemt, hvordan naturen så ud. Jeg tilbragte så meget tid med at have travlt ved mit skrivebord eller bag rattet i min bil, at jeg helt havde glemt alle frøerne, sommerfuglene, blomsterne og de fine og/eller mærkelige sten.

Da Nicolaj var omkring 8 år, spurgte han en dag: "Bedstefar, hvorfor skyder vi aldrig noget" ? Og så måtte jeg jo tilstå for ham, at sådan som han fór rundt og snakkede og lavede uro, for at jeg nu skulle se alting, fandtes der med garanti ikke vildt i miles omkreds. Så blev Nicolaj mere stille - og så begyndte vi også at nedlægge vildt, men det var nu egentlig ikke så vigtigt.

Sideløbende var jeg medlem af en række jagtkonsortier og formand for nogle af dem. Disse selskabsjagter tiltalte mig på mange måder. Primært var det vel det sociale samvær med andre jægere, der betød mest for mig. Men der var jo langt mere vildt, og dermed større jagtoplevelser, på disse godsjagter, der var bedre muligheder for at bruge sin hund, der var masser af opgaver med vildtpleje og naturgenopretning, og der var ordnede forhold og fastlagte jagter, som gjorde, at man bedre kunne strukturere sin tid.
Efterhånden har det udviklet sig sådan, at jeg er medlem af et enkelt jagtselskab, og så supplerer jeg denne jagt med de invitationer, som jeg får rundt omkring hos jagtkammerater og tager en gang imellem på jagt i udlandet, dog allerhelst i Sverige, som jeg finder utroligt fascinerende.

Jeg ikke nogen drabelig jæger, som bare skyder løs, ja, når jeg skal være ganske ærlig, skyder jeg vildt for madens skyld, og jeg drømmer ikke om at skyde mere, end jeg selv bruger i husholdningen - men for pokker, hvor jeg dog nyder jagtens glæder i fulde drag!

Jeg havde det rigtigt skidt med min astma i 1994. Jeg tænkte på, at man i min barndom sendte brystsvage børn til de norske fjelde. Jeg var ikke umiddelbart så varm på de norske fjelde – men så kom jeg til at tænke på min gamle ven Peder, der med sin tyske hustru var flyttet til Skotland – og i Skotland var der da også højt somme steder.

Altså ringede jeg til Peder og spurgte, om han og Doris måske kunne arrangere et 14 dages ophold et sted i højlandet. De boede ca. 100 km nord for Inverness, hvor Peder var i gang med at starte et firma med jagt- og fritidsbeklædning.

Peder meddelte mig kategorisk, at det eneste han kunne arrangere, var et 14 dages ophold hos ham og Doris i deres hus i højlandet. Arrangementet skulle så omfatte både mig og vor fælles ven Niels.

Peder mente, at det eneste, der virkelig kunne kurere astma, var jagt, jagt og atter jagt (det mener han nemlig kan kurere alt!), og derfor ville han sørge for jagt fra tidlig morgen til sen aften hver eneste dag. Det var selvfølgelig meget morsomt, men jeg var nu noget betænkelig – og jeg blev da endnu mere betænkelig, da jeg hørte Winnie i Esbjerg lufthavn bede Niels om at passe godt på mig. Var jeg da virkelig blevet så ringe ?

Nå, men den 16. oktober 1994 fløj Niels og jeg med et Lufthansa-fly fra Esbjerg til Aberdeen. I paskontrollen gjorde Niels alt, hvad han kunne, for at alle skulle være klar over, at vi i hvert fald ikke kendte hinanden. Peder havde ved sit sidste besøg  i Danmark ladet sin dobbeltriffel blive, og den havde jeg bragt med – men papirer havde vi jo ingen af. Jeg fumlede febrilsk rundt og kunne ikke få nøglen til at fungere til min ene våbenkuffert (den skal drejes modsat, men det regnede jeg med, at kun jeg vidste), og indholdet i den anden våbenkuffert kunne jeg ikke finde numre på, og hver gang den rare skotte, der skulle kontrollere, at vi havde papirerne i orden, sagde noget til mig, svarede jeg noget på dansk, så til sidst opgav han at have mere med en så tåbelig dansker at gøre. På denne måde slap vi godt igennem - og Peder var glad for at se såvel os som sin dobbeltriffel.

Køreturen fra Aberdeen varede cirka 6 timer, og undervejs måtte vi have et måltid mad.

Kommer du til Skotland, skal du sørge for at bestille "haggis" – en krydret ret af hakket fårekød, som jeg er sikker på,  englene får serveret om søndagen.

Den første uge skulle vi pürsche sikahjorte og råbukke. Det gør man ved at stå op klokken 4 hver morgen, lave kaffe og smøre madpakker, drikke morgenkaffe og så køre godt 100 km til det område lige syd for Inverness, hvor vi skulle jage. Her blev vi mødt af tre stalkers, der skulle sørge for, at vi nu også fik det, vi var kommet efter. Vi pürschede og sad i hochstand hver morgen og aften i næsten en hel uge. Vi var hjemme igen klokken cirka 22 hver aften – så vi sov ganske godt om natten.

Det kneb lidt med at få gode hjorte og bukke for, og på tredjedagen begyndte både Peder og Niels at knurre over den udeblevne jagtlykke. Jeg tog det ikke så tungt – når man har astma, hoster man ret meget, når man skal anstrenge sig, og jeg vidste jo godt, at mine mange hosteanfald holdt alle hjorte på lang afstand.

I de 14 dage, vi var i Skotland, skinnede solen fra en skyfri himmel hver eneste dag, og de helt fantastiske synsindtryk, det pragtfulde vejr og den klare luft var langt vigtigere for mig end selve skyderiet. Stalkeren Trevor Jeans, som jagten faktisk var lejet hos, tog mig en dag med på kaninjagt, medens Niels og Peder fulgtes med andre stalkers.

Vi var gået op på toppen af et bjerg, hvor udsigten var så betagende, at jeg simpelthen satte mig ned for at nyde den. Trevor skyndte på mig – vi skulle skyde kaniner. Men jeg blev siddende og forklarede betaget Trevor, hvor smuk jeg fandt udsigten. I begyndelsen så Trevor lidt irriteret ud, men efterhånden lyttede han opmærksomt til mig, og til sidst sagde han grinende, at nu havde han boet dér i 40 år – og han havde aldrig tidligere lagt mærke til, at der var så smukt i Skotland.

En morgen blev jeg tildelt en ny stalker, der hed Ian. Nu skulle der åbenbart ske noget. Vi kørte til et helt nyt område, som jeg fik oplyst tilhørte staten. Ian havde lavet byttehandler med statens skytter, så de skyldte ham nogle hjorte og bukke. Bilen blev parkeret, og Ian og jeg gik et langt stykke ad en skovvej. Ian pegede på en høj skråning og hviskede til mig, at vi gerne skulle klatre op til kanten. Ian klatrede foran og jeg bagefter.

Ian nåede op til kanten og gennemsøgte lysningen med sin kikkert. Han gled ned til mig og fortalte, at der stod en hjort ude i lysningen. Jeg nåede også op til kanten – og ude i lysningen så jeg hals og hoved af sikahjorten – en flot 8-ender.

Ian spurgte: "Can you shoot now?" – og jeg svarede, at det kunne jeg godt. Det viste sig bagefter, at Ian blot ville vide, om mit åndedræt var i orden, for så ville han forsøge at kalde hjorten nærmere. Men jeg troede jo, at han ville vide, om jeg var klar til at afgive skud, selvom hjorten stod 225 meter borte – og det var jeg. Så jeg tog omhyggeligt sigte 10 cm under hjortens hage og skød – og nu hænger den hovedmonterede sikahjort bag mig her på mit lille kontor. Ian hylede og skreg og dansede indianerdans rundt om mig – "how beautiful, how beautiful".

Som sagt: vi var på pürsch morgen og aften – men ind imellem var vi på jagter, som jeg fandt langt mere spændende end det der med riffel.

En af dagene skulle vi skyde fasaner, harer og ænder – oh, what a day !! Vi startede helt stille i et område med lidt skov og eng. De to skytter, som stod for denne dags jagt, havde et par dejlige field trial springer spaniels. Og der blev bare leveret fasaner. Niels og Peder bommede på livet løs og for en gangs skyld ramte jeg alt, hvad jeg pegede på. Vi kom ud på et større engareal, hvor den ene hare efter den anden lettede. Inden jagten havde jeg – i overensstemmelse med sandheden - kunnet bekendtgøre, at jeg aldrig havde bommet en hare. Efter jagten kunne jeg aldrig sige det mere !

Niels havde jo Spinner og jeg havde Basse, så vi var vant til at jage med field trial springer spaniels. Men jeg var forundret over, at disse skytter stort set aldrig brugte fløjte eller råbte kommandoer til deres hunde. Og jeg så aldrig hundene begå én eneste fejl. Disse pragtfulde jagtdage, hvor mange forskellige stalkers og springer spaniels leverede jagtoplevelser i særklasse, forløb så behageligt og homogent, at jeg stadig undrer mig derover.

Nå, men denne dag skød vi først fasaner, så almindelige brune harer. Efter frokost kørte vi til et lyngklædt bjerg. Her skulle der skydes mountain-hares (sneharer). Jeg blev på grund af min astma sammen med Doris anbragt i et særegent køretøj med mange hjul, der var specielt egnet til at køre i lyng. Vi blev bragt op på toppen af bjerget, hvor vi skulle vente til Niels, Peder og de to skytter nåede frem. Jeg har aldrig i mit liv set så mange harer. Doris og jeg kunne tælle flere hundrede harer, alt mens de fire andre vandrede op imod os. Selvom vi havde stået og holdt snak i en halv time, lettede der alligevel en hare fem meter fra os. Bjerget var simpelt hen tæt besat med harer. Vi tre mand skød 39 harer på et par timer – og vi kunne have skudt langt flere, hvis vi ikke havde været så overrumplede.

Et par dage efter var vi sammen med en skytte, som vi stolt fortalte om de mange mountain-hares, vi havde nedlagt. Vi blev lidt forundrede, da han udbrød: ikke flere ? Han fortalte os derefter, at han året før havde arrangeret en harejagt, hvor et stort antal jægere simpelthen omringede netop det pågældende bjerg. Ti mand med springer spaniels startede på bjergets top og drev nedad. På godt 4 timer havde man nedlagt 1.464 harer !

På den baggrund var vore 39 harer jo ikke noget at prale af.

Har du lyst til at komme til Skotland, så glem dog de støvede gamle hjorte og bukke. Prøv sådan en jagt på mountain-hares. Du går i tæt lyng, der når højere end dine knæ – og alligevel vil du opleve disse vidunderlige engelske springer spaniels, der pisker rundt i et tæt søg i et tempo, som var det en almindelig græsmark – og de gør det ikke bare i en times tid - nej, de bliver bare ved og ved. Og du vil opleve en lind strøm af urfugle, grouse og mountain-hares.

I perioden 20. september - 26. september 1998 var Niels og jeg på jagt efter tjur og urfugl i Sverige. Jagten foregik på Hovfjället i Finnskogen kun et par kilometer fra den norske grænse. Det havde regnet i Sverige hele sommeren ligesom i Danmark, det var derfor et helt utroligt held, at vi havde det pragtfuldeste eftersommervejr i alle de dage, vi var på jagt.

Det var en helt utrolig smuk og dejlig oplevelse. Denne del af Sverige er så helt ubeskriveligt smuk i sensommeren.
Vi boede i en hytte uden hverken el eller vand langt ude i ødemarken. Vi skulle jage med skjällande hund, d.v.s. hund, som fandt fugl, rejste denne og fulgte den til det træ, hvor fuglen satte sig, for derefter at give hals, indtil vi nåede frem og kunne skyde fuglen med kugle på relativt lang afstand.

Dette fungerede imidlertid ikke, idet hundemanden faldt og brækkede sit ben dagen før vor ankomst. Vi prøvede med en anden skjällande hund - men denne var trænet til at jage egern, og det var jo ikke det, vi gik efter. En stående hund blev også prøvet, men det var ej heller nogen succes.

Om morgenen samlede såvel tjur som urfugl kråseflint på grusvejene igennem skoven, og det lykkedes os at liste os ind på enkelte af de meget sky fugle.

Det lykkedes for mig at nedlægge 2 urkokke, 1 urhøne og 1 tjurhøne.